Hegn i naturen skaber debat. Hvorfor har naturen brug for hegn?
Hegn i naturen kan vække stærke følelser. For nogle er de et symbol på begrænsning og indhegning af det frie landskab. For andre er de et nødvendigt redskab til at redde en truet biodiversitet i tilbagegang. Debatten handler derfor ikke kun om tråd og pæle – men om vores natursyn, vores historie og vores forståelse af, hvordan natur faktisk fungerer.
Et lille hegn med stor symbolik
Modstanden mod hegn skyldes ofte mere følelser end selve konstruktionen. Mange forestiller sig høje, uigennemtrængelige barrierer, når de hører ordet “hegn”. I virkeligheden er hegn i naturforvaltningen typisk lave, simple kreaturhegn med en eller to tråde og under en meters højde – og de fleste steder må mennesker frit passere. Undtagelsen kan være hvis der skal hegnes for særlige dyrearter som f.eks. hjortevildt, bison og elg.
Alligevel reagerer nogle negativt. I et land som Danmark, hvor adgang til naturen er en dybt rodfæstet kulturværdi, kan selv små tegn på afgrænsning opleves som et tab af frihed. Hegnet bliver et symbol – ikke bare et redskab.
Bekymringer for dyrene
En anden kilde til modstand er dyrevelfærd. Mediedækning af enkelte kritisable tilfælde med naturplejedyr har skabt tvivl om, hvorvidt dyr på store naturarealer passes godt nok. Selvom projekter overvåges og reguleres af myndigheder, kan enkeltsager sætte sig fast i offentlighedens bevidsthed og præge holdningerne bredt.
Nogle kan også være decideret bange for at færdes i naturområder, hvor der også går køer og heste. Naturplejedyrene kan skabe utryghed – og derved give modstand mod indhegnede naturområder.
Derfor vil naturforvaltere have store græssere tilbage
For naturfagfolk handler sagen først og fremmest om økologi i et større perspektiv. Store planteædere som kvæg og heste er ikke blot dyr i landskabet – de er nøgleaktører i økosystemet.
Når de græsser, sker der en lang række processer:
- Nogle planter bliver ædt ned, andre får plads.
- Jorden trampes op og skaber spiringssteder.
- Buske holdes nede, så lyskrævende arter overlever.
Resultatet er et varieret landskab med mange små levesteder. Det giver plads til flere planter, flere insekter og flere fugle. Med andre ord: højere biodiversitet.
Historisk fandtes der vilde græssere i Nordeuropa – blandt andet urokser og vilde heste. De er væk i dag, men deres økologiske rolle er stadig nødvendig. Husdyr, primært hårdføre, ekstensive racer, bruges derfor som erstatning for de tabte arter.
Et opdyrket land kræver styring
I teorien kunne dyr gå frit uden hegn. I praksis er det svært. Danmark er et af verdens mest opdyrkede lande, og naturarealer ligger ofte som små øer mellem marker, veje og byer. Uden hegn ville dyr hurtigt vandre væk, skabe trafikfare eller spise afgrøder.
Hegn gør det muligt at holde dyrene dér, hvor de gør gavn – og væk fra steder, hvor de skaber problemer.
Et redskab – ikke et mål
Naturforvaltere ønsker ikke hegn for hegnenes skyld. De ønsker de processer, som hegnet gør mulige: græsning, slid, variation og dynamik. Hvis de samme effekter kunne opnås uden indhegning, ville mange naturforvaltere foretrække det.
Men i et moderne kulturlandskab er hegnet ofte den praktiske forudsætning for at få naturen til at fungere mere naturligt.
Naturpleje i en politisk virkelighed
Brugen af store græssere handler også om forpligtelser. Danmark arbejder ligesom andre medlemslande på at forbedre biodiversiteten som led i mål fastsat af EU. Naturpleje med græssende dyr er et af de mest effektive og samtidig relativt billige værktøjer til at nå disse mål.
En debat om natur – og mennesker
Striden om hegn er derfor ikke bare en teknisk diskussion. Den afspejler et større spørgsmål: Hvilken natur ønsker vi? For os mennesker som brugere? For naturen i sin eget ret? Er naturen noget, der skal være uforandret – og måske helt uberørt, eller noget, vi aktivt hjælper på vej til noget bedre?
Svaret er sandsynligvis begge dele. Men i et landskab formet af mennesker gennem årtusinder kræver selv den vilde natur ofte en smule hjælp – og nogle gange også et lavt hegn.
