Er den stikkende sitkagran – et af Danmarks mest udbredte nåletræer, på vej ud af de danske skove?
Den står rank og blågrøn i landskabet. Den vokser hurtigt, binder en del CO₂ og har i over 150 år været et af skovbrugets foretrukne nåletræer. Alligevel er sitkagranen (Picea sitchensis) i dag havnet i naturens skammekrog. I 2022 skiftede den nemlig status i Danmark og blev vurderet som invasiv art med høj risikoscore. Også i Sverige og Norge er sitkagranen nu klassificeret som fremmed med negative effekter.
Hvordan endte et nyttigt skovtræ som en trussel mod naturen – og hvorfor er sitkagranen på vej ud af de danske skove?
En amerikansk gran i dansk natur
Sitkagranen stammer oprindeligt fra Nordamerikas stillehavskyst. Arten er opkaldt efter øen Sitka ud for Alaskas kyst. Den blev indført til Danmark i midten af 1800-tallet og slog hurtigt igennem i skovbruget, især i Vestjylland og i klitplantagerne. Årsagen var enkel: Sitkagran vokser hurtigt, tåler blæst og salt, giver lige stammer og et stort udbytte på relativt kort tid. Kvaliteten af veddet er på flere parametre bedre end den beslægtede og hjemmehørende, europæiske rødgran.
I generationer blev den derfor betragtet som en succes. Men hvor skovbruget oplevede effektivitet, begyndte naturforvaltere gradvist at se et andet billede.
Fra fremmed art til invasiv
I 2022 blev sitkagranen risikovurderet som invasiv art med høj risiko i Danmark. Det er ikke en juridisk dom, men en faglig vurdering af, at arten:
- ikke er hjemmehørende,
- spreder sig effektivt uden for plantninger,
- etablerer sig i sårbare naturområder,
- og påvirker hjemmehørende arter og økosystemer negativt.
Den høje risikoscore betyder, at sitkagranen vurderes at have betydelige negative effekter på naturen, hvis den ikke begrænses. Tilmed kan det være omkostningskrævende at begrænse sitkagranen i at invadere sårbare naturområder.
Hvad er problemet med sitkagran?
Sitkagranens største styrke er samtidig dens største problem: Den er ekstremt konkurrencedygtig, vokser hurtigt, er robust og har få fjender. Den har stikkende nåle og ædes ikke af hjortevildtet.
Sitkagran danner tætte, mørke bevoksninger og forsurer jorden, hvor kun få planter kan overleve under kronerne. Det betyder markant færre blomstrende planter og lavere biodiversitet end i naturlige skovtyper. Generelt er meget få arter tilknyttet til sitkagran i forhold til naturligt, hjemmehørende træer. Dog er fugle som flagspætte og korsnæb glade for koglerne. Den velsmagende blomkålssvamp vokser også gerne for foden af sitkagran.
Spredning til værdifuld natur
Sitkagran sætter mange kogler og frø, der sår sig villigt. Granen spreder sig ikke kun i skov, men breder sig også ud fra læhegn udover naturtyper som heder og moser. Her fortrænger den hjemmehørende, oprindelig vegetation og ændrer derved nogle af Danmarks mest truede naturtyper.
Kan naturen selv holde sitkagranen nede?
Det korte svar er nej! Nogle få insekter som f.eks. jættebarkbillen (Dendroctonus micans) kan angribe sitkagran, der også er mere modtagelig fra den europæiske granbladlus (Elatobium abietinum) i en sådan grad at bladlusen i dag er blevet døbt “sitkalus”. Det er dog sjældent at disse insekter påvirker bevoksninger af sitkagran i en grad, så træerne dør.
Sitkagran er næsten “dyresikker”. De stive, prikkende, spidse nåle og den lave næringsværdi gør, at de fleste dyr undgår den. Får, kvæg og heste rører stort set ikke sitkagran, men kan i nogen grad nappe de bløde forårsskud og derved forme granernes vækst i mindre omfang. Hjortevildt og harer kan nippe lidt til unge planter, men effekten er oftest minimal.
Når sitkagran først er vokset over 1–2 meters højde, er naturpleje med græsningsdyr stort set nytteløs.
Motorsav og maskinskovning frem for græsningsdyr
Derfor er konklusionen i naturforvaltningen klar: Sitkagran kan ikke kontrolleres med græsning. Effektiv bekæmpelse kræver manuel eller maskinel rydning og opfølgende pleje over flere år, da sitkagran ofte har en stor omgivende frøpulje fra kogler.
I mange statslige og kommunale naturområder, men også i private grundejerforeninger og sommerhusområder (foto herover), fjernes sitkagran i dag systematisk for at give plads til hjemmehørende arter og mere naturlige skov- og landskabstyper.
Optakt til farvel – men ikke uden debat
Sitkagranen udgør i dag ca. 6-7 % af af de danske skove. Den amerikanske gran er bestemt ikke uden værdi og spiller stadig en rolle i skovbruget og samfundet. Både til træproduktion og CO₂-binding.
Kvaliteten af veddet af sitkagran regnes på nogle parametre bedre end den beslægtede, europæiske rødgran. De danske skove forsyner kun landet med ca. 21 % af det samlede træforbrug. Vi importerer altså store mængder træ for at dække vores behov til bl.a. byggeri, møbler m.m.
At sitkagran er klassificeret som invasiv med høj risiko i Danmark, betyder ikke, at det er forbudt at sælge eller plante den i dag. Planteskolerne producerer stadig sitkagran til salg og sitkagran plantes stadig af private.
Kun få nåletræer regnes for naturligt hjemmehørende i Danmark. Det gælder bl.a. taks, enebær og skovfyr. I dag regnes også rødgran for hjemmehørende. Europæisk lærk og almindelig ædelgran er i en slags gråzone da de stammer fra det europæiske kontinent, men er dog indført til Danmark. Sitkagran, douglasgran, kæmpegran og sølvgran (nobilis) m.fl. er indført fra Nordamerika. De danske skove formår kun at forsyne landet med ca. 21 % af vores samlede træforbrug.
I dag vejer hensynet til hjemmehørende natur tungt mod den amerikanske sitkagrans hurtige vækst og økonomiserede, ensartede skove. Naturstyrelsen planter således ikke længere sitkagran i statsskovene.
Sitkagranens historie i Danmark er derfor også historien om et paradigmeskifte fra produktion til naturhensyn og biodiversitet. Ikke mindst fordi at artsrigdom og naturoplevelser også er blevet en eftertragtet samfundsværdi.
