Når huntudsen i det tidlige forår lader sig kalde mod vandhullet – helst der, hvor hun selv engang kom til verden, venter der hende talrige bejlere.
Tudsehannerne, der ofte er noget mindre end hunnen, kvækker lokkende fra vandhullet. Tudserne kvækken er et sagte “yk, yk, yk” , men sproget er tydeligt nok for de hunner, der nærmer sig. Det er yngletid og tudserne gør hvad de har gjort i årtusinder: sikrer artens videreførsel.
Hun-tudsen risikerer at blive overfaldet af parringsivrige hanner
Det er dog ikke altid uden risiko for hunnen at nærme sig de elskovssyge hanner. Hun risikerer at blive omklamret af en sværm af ivrige hanner. I kraft af sin størrelse kan hun formå at slæbe sig afsted med flere mindre hanner hængende, klamre sig fast til hende. Nogle gange bliver det dog for meget og man kan opleve tætte tudseklynger, hvor den stakkels hun befinder sig et sted inde i dyngen. Sker “overfaldet” ude i vandet, risikerer hun-tudsen at drukne.
'Sumobrødre, hb' - Morten Ramsland - Bog
Saxo
144.95,-
'Frø' - Birgitte Bering og Peter Bering - Bog
Saxo
224.95,-
Formidling af Danmarks natur siden 2003 💚 
