Strandenge: Danmarks europæiske naturarv

Strandengen – et dansk særkende i europæisk målestok

Der findes en naturtype, som nok mange danskere passerer uden at lægge mærke til den. Den ligger flad og grøn mellem vandet og landjorden, ofte bag en række små øer eller et lavt forland, og ved første øjekast ligner den bare et fladt landskab, der har fået lov at passe sig selv.

Det er strandengen. Og den er i europæisk sammenhæng måske en af de mest betydningsfulde naturtyper, Danmark råder over.

Strandenge dækker omkring 1 procent af Danmarks areal. Det lyder beskedent. Men ser man på Europa som helhed, vender billedet: Danmark står for 78,5 procent af EU's kontinentale strandenge og 14,5 procent af de atlantiske. Med andre ord — når det gælder den østlige, kontinentale type strandeng, er Danmark ikke en blandt mange aktører. Danmark er hovedparten.

Det gør naturtypen til et nationalt ansvar. I Danmark findes godt 45.000 hektar beskyttede strandenge, og en stor del af dem ligger i de habitatområder, hvor Danmark har en særlig forpligtelse til at passe på naturen.

Hvad er en strandeng egentlig?

En strandeng er en eng, der med jævne mellemrum oversvømmes af havet — typisk ved vinterstorme — og den bærer derfor præg af salt. Her vokser planter, som få andre steder kan klare sig: salttålende græsser og urter, lave, tætte og ofte med et helt eget udseende.

Det er et landskab med saltpander, loer og render, hvor grænsen mellem land og vand skifter fra sæson til sæson. Netop den dynamik er pointen. Strandengen er ikke et endeligt landskab, men et landskab under stadig påvirkning af hav og fjord.

Og livet følger med. Strandengene er blandt Danmarks vigtigste fouragerings- og rastepladser for trækkende og overvintrende fugle: gæs, ænder og vadefugle i flokke på flere tusinde. Her yngler resterne af de danske bestande af engryle, brushane og stor kobbersneppe — alle arter i kraftig tilbagegang. Strandtudsen er knyttet til engene, hvor dens ynglevandhuller skal tørre ud om sommeren for at fungere.

Strandengen er ikke bare smukke vidder. Den er en arbejdsplads, et spisekammer og en yngleplads for et helt økosystem.

Nedturen begyndte for længe siden

Det nuværende strandengsareal udgør skønsmæssigt mindre end halvdelen af det areal, der fandtes for 150–200 år siden. Årsagen er primært opdyrkning og dræning af de højereliggende dele af engene, der var udbredt praksis helt frem til midten af 1970'erne.
Men det er ikke kun fortiden, der er problemet.

Klemt mellem havet og landet

Havet stiger. Og det sætter strandengen i en situation, som på engelsk har fået sit eget navn: coastal squeeze.

Fænomenet opstår, når kystnaturen kommer i klemme mellem stigende vandstand på den ene side og kystbeskyttelse eller anden intensiv udnyttelse af landområderne på den anden. Strandengen kan principielt godt følge med vandet indad — den er skabt til at flytte sig. Men det kræver, at der er noget at flytte ind i: lavtliggende arealer og landbrugsjord bag de nuværende strandenge, som ikke er diget inde eller opdyrket.

Hvor den vej er spærret, bliver naturen klemt. Og så forsvinder den.

Konsekvenserne er ikke teoretiske. Analyser peger på, at op mod 80 procent af strandengene vil være forsvundet i 2120, hvis der ikke gøres en indsats.

Indsatsen: giv naturen plads til at trække indad

Løsningen er forbavsende lavpraktisk. Det handler om at tage lavtliggende arealer og landbrugsjord bag de nuværende strandenge ud af drift, så strandengene og det tilknyttede natur kan brede sig ind i landet, når vandstanden stiger. Hvor der i dag er marker og dræn, kan der på sigt blive strandsump, vadeflader og nye enge. Naturen får ikke et dige at slå sig på, men et sted at gå hen.

Beregninger har peget på, at der langs de danske kyster findes et potentiale på et sted mellem 71.000 og 142.000 hektar potentielle saltmarskområder (Aktuelnaturvidenskab.dk) – altså langt mere, end der er strandeng i dag. Potentialet er der. Det er pladsen, der skal frigøres.

Det er samtidig en af de sjældne klimaindsatser, der betaler sig selv tilbage i flere valutaer. Strandenge holder på kulstof i jorden, de bremser bølgeenergi og erosion, og de giver plads til det dyreliv, der ellers er på vej ud. Naturbaseret kystbeskyttelse, kunne man kalde det – bortset fra at det mest af alt ligner et stykke land, der får lov at være, som det er.

Hvor kan du opleve dem?

Strandenge findes i de fleste kystområder i Danmark, og særligt store og veludviklede forekomster findes i Vadehavet, Limfjorden, Isefjord og langs dele af Lollands kyster.

Det, der er på spil.

Det er let at tænke på strandengene som et kapitel i Danmarks naturhistorie, der er ved at blive skrevet færdigt. Men det, der foregår lige nu, er ikke et tilbagetog uden alternativer. Det er et spørgsmål om, hvorvidt vi vil lade 45.000 hektar blive til 9.000 – eller om vi vil give naturen de næste par hundrede meter at trække ind på.

Danmark huser 78,5 procent af EU's kontinentale strandenge. Det er et stykke arv, som kun findes her — og som kun kan reddes her.

Kilder: COWI.dk, Naturstyrelsen.dk, Aktuelnaturvidenskab.dk.