Et glampingtelt kan bruges som et shelter med højt til loftet. Kræver ingen byggetilladelse, og kan flyttes, når du vil.
Man både ser og mærker det – efterårets farver og faldende blade – og en duft af jord og vådt løv, en svag sødme af omsætning og kompostering fra en have, der er langt inde i efteråret.
Bagerst i haven med en gruppe træer og buske som baggrund står vores glamping-telt.

Teltet skulle egentlig have været taget ned her i det sene efterår. Det blev det ikke. Sommeren blev til september, september til oktober, og et eller andet sted undervejs er vi nok holdt op med at regne teltet som noget, der skulle pakkes væk. Det er blevet et sted i haven, men nok inden vinter?
Fordelen ved et glampingtelt er netop, at det kan bruges på samme måde som et shelter – men uden byggetilladelse, uden håndværker – og uden at det binder sig til ét bestemt sted i haven. Det kan nemt flyttes, når vi får lyst. Det kan indrettes som et midlertidigt værelse – og man kan stå oprejst – og det er hverken mørkt eller trangt.
Omkring teltet har jeg indrettet et lille bålsted. Før havde jeg et bålfad, men det bruger vi på terrassen – og jeg har i stedet lavet en simpel ring af marksten, der markerer, hvor ilden hører til – og et bålstativ, hvor gryder og kedel kan hænge.
Et lille udeværelse.
Indenfor er teltet indrettet som et lille værelse. Et lille bord under loftet af dug, en dobbeltseng, der kan slås sammen og bruges som sofa i dagtimerne. Det er en simpel og hyggelig indretning – fyldt af atmosfære.

Teltet har prøvet alt. Det har stået i storm, hvor dugen ruskede og trak i pløkkerne, og det har stået i skybrud, hvor vandet væltede ned.
Som de fleste glampingtelte er vores telt lavet af bomuld, der gør det åndbart og giver et godt indeklima. Vi har dog suppleret teltet med et oversejl af vandtæt nylon – netop så det kan stå mosten året rundt.
At sove i telt er ikke kun et sommerprojekt. Vi nyder udelivet med høj komfort – også i de mørke måneder.
Vores glampingtelt er blevet et midlertidigt udeværelse i haven.

Bålet og mørket
De seneste aftener har min mand og jeg siddet ved bålet. Man kan beskrive et bål på mange måder. Det knitrer, når der er harpiks i brændet, det hvæser, når der er fugt. Vi taler lidt. Vi tier meget. Det er den slags samtale – med både intensitet og ro, man kan have, når ansigtet er vendt mod et bål.
Og så er der det at sove udenfor. Det giver noget helt andet end soveværelset. Luften er anderledes — koldere i ansigtet, tungere af duft. Men man ligger stadig i en seng. Med sin egen dyne og sin egen pude. Det er den kombination, der er noget særligt – og måske også lidt mere tiltalende i takt med at håret er blevet gråt – at ligge så blødt som derinde og samtidig være ude.
Rødhalsen, synger i mørket
En af de få fugle, der også synger i efteråret, er rødhalsen. Man hører den ofte, lige når mørket begynder at falde på. Om sommeren overdøves den af alt det andet. I november er den pludselig selve lyden af haven.
At ligge og lytte til mørket – og rødhalsen, der synger melankolsk, gennem en tynd teltdug er en fin øvelse. Man lægger mærke til, hvor langt væk den er, og om den flytter sig. Til sidst sover man næsten uden at have besluttet det.

I en digital verden fuld af teknologi og travlhed er der noget intenst ved at mærke efteråret så direkte. Ikke som noget, man læser om, eller ser igennem et vindue, men som noget, man ligger midt i. Luften i lungerne, ilden der langsomt dør ud til gløder, og fuglen, der synger videre, mens man selv går til ro med naturen tæt på.
Teltet står endnu…
Teltet står der endnu. Det er ikke, fordi vi ikke kan tage det ned – det tager ikke en eftermiddag. Vi er blot ikke kommet dertil endnu. Nogle aftener er der bål. Andre er der bare stearinlys, en led-lanterne – en bog og en dyne, der er koldere, end den plejer at være.
Vi lader det stå lidt endnu. Bålet gløder, og rødhalsen synger stadig.
Glampingtelt: Det kræver ikke byggetilladelse at opføre et glampingtelt i din have, men har du teltet stående permanent samme sted i længere tid (typisk over 6 uger) kan det nogle steder være i strid med lokalplanen (byzone). Bor du på landet, kan det kræve landzonetilladelse, hvis teltet får permanent karakter. Naturmagasinet har dog ikke kendskab til at myndighederne (kommunen) har praktiseret dette når teltet blot anvendes af dig og din familie.
Shelter: I sommerhusområder kræver det byggetilladelse at opføre et shelter. I byzone kræver det ikke længere byggetilladelse at opføre et shelter i haven, men der er bl.a. regler for placering af og størrelse på shelteret – og afstandskrav til skel. Shelteret tæller med i den samlede byggeprocent på din matrikel. Hvis du bor i en landzone, kan det dog være nødvendigt at søge en såkaldt landzonetilladelse, som er en særlig tilladelse til at bygge i en landzone.



Formidling af Danmarks natur siden 2003 💚 


