Ulveedderkopper: Jægere i jordhøjde

Danmarks talrige ulveedderkopper - kig ned og du vil snart spotte dem mellem græs og blade!

Annonce
Outdoor/shelter pakke - Pro - Inkl rygsæk

Backpackerlife.dk

Outdoor/shelter pakke - Pro - Inkl rygsæk

Outdoor / shelter pakken indeholder det mest nødvendige til din outdoor- og sheltertur. Du kan desuden vælge at inkludere en vandrerygsæk i pakken. Skal du sove i telt på turen, kan du desuden tilkøbe et telt til pakken. Outdoor/shelter pakken indeholder

1499.00,-

Tæt på ulveedderkoppen: De er hurtige og adrætte – og jager uden edderkoppernes klassiske fangstnet.

Når foråret melder sin ankomst, dukker de op i haver, på stier, i skovbunden og mellem græsstråene: ulveedderkopperne! En gruppe af jagtedderkopper, der tilhører familien Lycosidae. Lycos betyder ulv på græsk – deraf navnet “ulveedderkopper”.
De er ofte fremme straks vinteren slipper sit tag – og ynder pletter, hvor forårssolen varmer jordoverfladen op.

Sommeren igennem kan ulveedderkopperne opleves i jordhøjde, hvis man har øjnene med sig. På solbeskinnede pletter kan de relativt små edderkopper være talrige. Den almindeligste art, Engjægeren (Pardosa amentata) har en kropslængde på 6-8 mm.

Der findes mange forskellige arter, der tilhører ulveedderkopperne. Her er det en kilekæmpejæger (Alopecosa pulverulenta) fotograferet på et vissent bøgeblad i min have. Foto: Niels Lisborg.

Jagt uden spind

Ulveedderkopper adskiller sig fra mange andre edderkopper ved, at de ikke fanger deres bytte i spind. I stedet jager de frit og aktivt hen over jorden. De er hurtige, adrætte og som regel godt kamuflerede i brune, grå eller sandfarvede nuancer, så de falder naturligt ind i omgivelserne.

Annonce

Der findes adskillige arter af ulveedderkopper i Danmark. Nogle af de almindeligste i danske haver og parker er Engjægeren (Pardosa amentata) samt Skovjæger (Pardosa saltans), der findes både i skov- og græsarealer.

Forårets frierfødder og vinke-dans

Foråret er også parringstid. Hos flere arter udfører hannen en tydelig frieradfærd, når han nærmer sig hunnen. Han kan løfte kroppen og vinke rytmisk med sine pedipalper*, hannernes specialiserede kønsorganer. Jeg har selv haft fornøjelsen at iagttage denne sjove vinke-dans flere gange.

Selvom optrinet kan minde om en form for dans, er det ikke blot en opvisning. Hos flere ulveedderkopper indgår både pedipalper, benbevægelser og vibrationer i hannens frieri. Sceneriet fungerer som signaler til hunnen og hjælper hende med at genkende ham som en mulig mage. Frieriet er afgørende. Hannen må nærme sig med forsigtighed, hvis han ikke skal forveksles med et bytte.

Annonce
Hannens sorte pedipalper ligner næsten et ekstra sæt ben. I parringstiden opfører han en rytmisk vinkedans med dem, der viser at han er på frieradfærd. Foto: Niels Lisborg.

*Hos edderkopper er pedipalper et par små vedhæng foran kroppen, tæt ved munddelene, og de findes hos både hanner og hunner. De bruges blandt andet som sanseorganer og til at håndtere føde. Det særlige er, at hannens pedipalper bruges ved parringen til at overføre sæd til hunnen. Derfor er de ofte mere opsvulmede (og ligner boksehandsker hos nogle arter) og tydelige end hunnens.

Hannerne er ofte mørkere og mere kontrastrige end hunnerne. Her er en han, der er i gang med sin rytmiske vinkedans. Foto: Niels Lisborg.

Nogle edderkopper kan virkelig præsentere en imponerende dans – prøv at se videoen med den australske påfugleedderkop: Edderkop fortryller med sin dans.

Annonce

Harmløse rovdyr med vigtig rolle

Navnet ulveedderkop skyldes deres aktive jagtform. De udgør ingen fare for mennesker. Tværtimod er de helt harmløse og kan ikke bide gennem menneskehud. Edderkopperne spiller en vigtig rolle som rovdyr i naturens små økosystemer, hvor de lever af insekter og andre smådyr.

I løbet af sommeren kan man opleve hunnerne slæbe rundt på deres æg-kokon. Foto: Niels Lisborg.

Mor bærer ungerne på ryggen

Noget af det mest bemærkelsesværdige ved ulveedderkopper er deres yngelpleje. Hunnen hos de fleste arter bærer sin ægkokon fastgjort bag på kroppen, og efter klækningen kravler ungerne ofte op på hendes ryg, hvor hun i den første tid bærer rundt på dem. Det er et usædvanligt syn i Danmarks dyreverden – og jeg kan kun komme i tanker om lappedykkere – og af og til en svane, der også kan bære deres unger på ryggen.

En Engjæger (Pardosa amentata) bærer sine unger på ryggen. Foto: Pjt56 | Wikipedia, CC BY-SA 3.0

Jeg synes at ulveedderkopperne hører til en af de mere fascinerende grupper blandt de danske edderkopper – og har brugt timer ved blot at sidde og betragte ulveedderkopperne – og deres liv i jordhøjde. Prøv at kigge ned på en solbeskinnet skrænt eller en lysning i skovbunden – eller blot i havens græsplæne. Der er nærmest garanti for at opleve de små, kompakte jægere.

Annonce
Kilder: news.unl.edu, havekataloget.dk, zoological society of London. Coverfoto: Ulveedderkop, hun. Foto: Niels Lisborg.

Ugens mest læste

Lignende artikler i samme kategori

- ANNONCE -

Seneste fra Naturmagasinet

Spørg om natur